Huskerier.

 

Disse optegnelser har fået betegnelsen huskerier, dels fordi meget er efter hukommelsen, men måske ikke præcis efter min egen. Hvis noget bliver fortalt adskillige gange er det svært at huske, hvordan det startede. Men efter bedste overbevisning er det selvoplevet næsten 100 %.

 

Min fader Christian Senius Svendsen blev født i Rønne i 1894, og min moder Andrea Kathrine f. Kristensen blev født i Lyngs i Thy i 1891.

Fader blev uddannet som snedker og blev tømmermand på en norsk bark i 1915, der sejlede på Amerika. Han blev i 1. verdenskrig torpederet af Tyskerne og kom på hospital i Irland i 1917. Ved torpederingen fik han den ene fod næsten revet af, så da han kom tilbage til Danmark i april 1918, var han invalid, og blev straks kasseret til al krigstjeneste. Mere herom i slægtsforskningsprogrammet.

Han slog sig ned i København, hvor hans søster og svoger havde et bageri på Sdr. Boulevard.

Moder var tjenestepige hos præsten i Hvidbjerg, men rejste også til København, og der magede det sig sådan, at hun blev ekspeditrice i faders svogers forretning. Så sådan gik det til, at øst og vest forenedes.

De blev gift i 1922

 

k1

Forretning

 

Mine forældre havde købt en forretning, der handlede med frugt, grønt og kolonial samt kul og koks. Den gang var tiderne hårde med meget arbejdsløshed, og der skulle arbejdes mange timer for at klare dagen og vejen. De kunne vel sammenlignes med vore dages fremmedarbejdere, der også ser stort på 11-timers regel og hviletider. Det var dengang naturligt at indkøb af et vist omfang blev bragt ud af forretningen, og kul og koks blev hentet i havnen på trækvogn og efter salg bragt ud til henholdsvis kælder eller loftsrum. Det sidste dog mod betaling, 10 øre pr hl. til kælder og 15 øre til loft = 6. sal.

 

Jeg blev født i Søndergade, som senere blev ændret til Krusågade som led i kvarterets navneopkald efter sønderjyske bynavne, efter Sønderjyllands genforening.

Krusågade blev altså min verden, og den var ikke så ringe. Der var elektrisk gadebelysning og gaden var asfalteret. Den går fra Sønder Boulevard til Ingerslevs Gade, men krydses af Dybbølsgade så vi opfattede den som Krusågade og lille Krusågade og den store del var vores. Der var 28 opgange i den del, dog snydt for nr. 11, der ikke eksisterede.

Man kunne opfatte gaden som en landsby. Alle kendte alle, og der var alle de forretninger man havde brug for, ja fader og moder syntes der var for mange, for det var konkurrenter. 4 frugt-grønt og kolonial, 2 ismejerier 1 bager, vaskeri og 2 rulleforretninger. Det siger noget om, hvordan man prøvede at klare sig igennem dårlige tider. Og mange kunder handlede der, hvor de fik de bedste kreditter. Men jeg har aldrig hørt om nogen, der løb fra deres gæld, selvom det kunne tage tid inden den blev indfriet.

 

Når jeg skriver, at jeg er født i Krusågade eller Søndergade, er det helt bogstaveligt, for hjemmefødsler var den gang det mest normale. Og for moderen var det barskt, for hun var hurtigt ventet at deltage i dagens arbejde, i hvert fald for selvstændige var det nødvendigt.

Mine forældre var meget arbejdsomme. Tidligt om morgenen skulle en på grønttorvet for at bestille varer til dagens omsætning, og klokken 8 åbnede forretningen. Klokken 6-7 om aftenen lukkede de igen undtagen lørdag, hvor der var længere åbningstid. Søndag var der lukket. Men der var naturligvis altid nogle kunder, der enten havde glemt noget eller havde fået uventede gæster, og de kom så til bagdøren. Det var godt nok irriterende og ulovligt, men det var jo ekstra omsætning og goodwill. Bageren havde lørdag aften og St. bededags aften åbent til kl. 9,

En meget vigtig artikel i varesortimentet var kartofler, så derfor var leverandøren valgt med omhu, og hver sæk kartofler blev undersøgt. Et par kartofler blev skåret over straks og en portion blev kogt før salget til kunderne startede. Hvis kartoflerne skiftede farve, havde “huse” eller skurv gik de retur til leverandøren, og det skulle ikke gentage sig flere gange, hvis han stadig ønskede at være leverandør. Kvaliteten var vigtig, for det var i trediverne hovednæringsmidlet i de fleste arbejderfamilier. De gik efter bedste kartofler, og det medførte selvfølgelig salg af andre varer, derfor var det så vigtigt ikke at gå på kompromis.

Bortset fra Richs og Danmarks og tændstikker var næsten alle varer i løs vægt. Mel, sukker, gryn, sæbe, soda, spegesild og kryddersild blev vejet og pakket ind i pose eller papir, sennep blev doseret med en træske og leveret i medbragt kop. I syltetiden blev der også solgt topsukker, en kegleformet stang sukker. Kaffen blev malet med håndkraft medens kunden så på, og på grund af prisen kunne den sælges i små portioner. F.eks. en halv fjerding kaffe og en stor Richs. Altså 1/16 kg. kaffe med dobbelt så meget Richs.

 

I fyringssæsonen havde de travlt. Fader lavede selv rullebrænde i kælderen, de var nødvendige for der var ingen lejligheder i kvarteret, der havde centralvarme, de var alle med kakkelovn, eller den finere kamin. Det var mest almindeligt at kunderne kom med deres 10ltr zinkspand og hentede dagens forbrug af koks og brænde. Det gav mange ture ned og op af kælderen og sorte fingre. Men der var også kunder der købte i hl. De skulle så bringes på loft eller i kælder. Det var også faders job. De mange osende skorstene satte naturligvis deres præg på husenes udseende.

 

Ved juletid var der ekstra travlt. Men også ekstra spændende, for da kom alle de eksotiske varer, som appelsiner, dadler og fremmede æbler fra Californien og naturligvis juletræer. Den store vinduesudstilling blev ryddet og de nye varer sat ekstra pynteligt op med crepe papir og gran. Om aftenen sad vi alle omkring bordet og pudsede æbler så de skinnede. Især de californiske, som var dybt røde kunne blive flotte. De hed Jonatan. Det var mit job at sælge juletræerne ude på fortovet. I forretningen var der pyntet et lille træ i potte, med flag og guirlander og stjerne i toppen. Det blev solgt juleaften for 2 kr. med pynt og potte.

 

Ved siden af at drive forretning var far også vicevært for ejendommens 20 lejligheder. Det betød, at huslejerne blev indbetalt i forretningen hver måned, og de gjorde så samlet afregning for inspektøren. Mor vaskede trapper og far fejede gade og gård. Når folket blev skrevet i mandtal stod han for udsendelse af mandtalslister, og indsamling af de udfyldte. Mindre vedligeholdelse hørte også under far, og om vinteren var der en del arbejde med at optø vandrør og faldstammer og holde dem løbende, for der var kun opvarmning i én stue, der skulle klare hele lejligheden. Udvendigt blev rørene på udsatte steder indpakket i avner. Det var datidens rockwool.

Selvom huslejen var billig, blev lejlighederne vedligeholdt med hvidtede lofter og tapet. Tapetet var efter eget valg, og ejendommen betalte 1,50 kr. pr. rulle, Til dyrere tapeter måtte man selv betale differencen. Kridtet til loftet lavede far selv af pulver, vand og islandsk mos, som blev kogt og tilsat som lim. Det havde bl.a. den fordel, at det kunne vaskes af igen inden ny hvidtning evt. med farve. Det er også sket, at et gulv var så slidt, at der måtte gøres noget særligt, og der husker jeg at far har vendt et gulv. Så kom det slidte og grimme underneden og den nye overside fik en gang lak. Udnyttelse af dyre materialer. Men han var jo også tømrer. Og den slags vedligeholdelse gav ekstra fortjeneste.

   

For børnene var gaden en stor legeplads, hvor der blev spillet bold, løbet på rulleskøjter, hinket og leget skjul. For det meste legede man godt med skiftende igangsættere. Der hørte ingen baggårde til Krusågade, men gårdene, der hørte til ejendommene, var indhegnet af plankeværker, og mange steder var der indrettet cykelskure, så det gav dejlige muligheder for at klatre, eller “planke den” som det hed i datidens slang. Forældrene var naturligvis noget betænkelige, når de 5-12-årige løb rundt i 1`sals højde, men der skete sjældent uheld. Fodbold på gaden var den foretrukne leg blandt drengene, og bolden var normalt en papirkugle omviklet med elastikker, og det gik bogstaveligt taget aldrig ud over vinduer, men til gengæld skæld ud fra cyklister og nervøse ældre. En speciel sport var væddeløb med sæbekassebiler, som selvfølgelig var hjemmelavede. Kassen tiggede man sig til af forretningerne, et langt bræt og 4 barnevognshjul så var vi kørende. Til væddeløbet var det så også nødvendigt med 2 mindre søskende, som man kunne presse til at agere motor. Jeg deltog i sådan et væddeløb i 4 års alderen, som passager hos nogle store drenge, men røg ud af vognen i et sving, og ind i en cigaretautomat. Så måtte jeg til lægen for at få klemmer i øjenbrynet.

I den alder blev jeg meget syg af lungebetændelse, og jeg kan stadig genkalde mig, at loftet i feber forsvandt, og at jeg var meget bange.

 

Alle børnene fra nr.1 til nr. 28 legede sammen, mere eller mindre fredsommeligt, men alle var imod børn fra andre gader. For de lidt større børn var godsbanearealet en yndet, men farlig legeplads, og der var heller ikke langt til gasværkshavnen, hvor badeanstalten lå. Ganske vist snavset af kulstøv fra det nærliggende HC Ørstedsværk, men med mulighed for at svømme. Svømmeundervisning for skolerne foregik også her. Dykning til frisvømmerprøven gav problemer, fordi korset man dykkede efter var meget lidt synligt, når det nåede bunden med kulstøv, ca. 9 fod nede. Dengang brugte man stadig fod, alen og tommer og pund og pot og pægl. I slutningen af tredverne blev der sat en bruser op, så vi kunne blive skyllet rene inden vi skulle have tøjet på igen. Koldt vand fra hanen forstås.

 

Som skrevet havde vi asfalt på gaden, hvilket gav mulighed for at løbe på rulleskøjter. En fordel de ikke havde i de tilstødende gader, der var brostensbelagte, og da trafikken mest var hestevogne, lastbiler og cykler kunne det foregå forholdsvis sikkert. Men rulleskøjterne var ikke så lydløse som nu. Hjulene var af metal, og skøjterne blev spændt på forhåndenværende fodtøj med remme eller bånd. Det kunne også lade sig gøre på gummistøvler. Men godt var det ikke.

 

k2

 

Ejendommen

Ejendommene i gaden var fra omkring århundredskiftet, bortset fra ejendommen nr. 3 til 9 som blev bygget i midten af tyverne. Den var som de øvrige ejendomme kakkelovnsopvarmede og med toilet i lejligheden. Vores toilet var en trekant taget af det lille soveværelse. Nogle havde toilet på køkkentrappen. Ejendommene var alle 4-5 etager høje, altså 10 familier i hver opgang. Det elektriske lys var 220 volt jævnstrøm, og ledningerne lå synlige på vægge og loft. Der var kun elektrisk lys på hovedtrapper, ikke på køkkentrapper i kældre og i gårde. I vaskekældre medbragte man en petroleumslampe til at hænge på væggen. En storvask gik over flere dage. Tøjet blev sat i blød i ”Henko” dagen før vask, en dag til vask, en dag til tørring enten i gården eller på loftet og så færdiggøring med strygning og rulning. Så det tog næsten så lang tid som i julesangen.

 

Lejlighederne var små kun ca. 37 m2, så med 5 mennesker var der ikke mange meter til hver. Men der var altid plads til én til. Uden invitation. Der var besøg fra Jylland når kusinerne skulle søge nyt arbejde og når far skulle lære dem at danse. Når det brændte på i den øvrige familie kom de og fandt trøst og lidt at spise. Sommetider dukkede ret ukendte fætre fra Jylland eller Fyn op, og så var der familiesnak til sen aften. I perioder havde vi Bjørn som logerende. Så var det trangt, men de kunne ikke sige nej.

 

Udover de faste forretninger i gaden kom der af og til en trækvogn med fisk, og da det ikke var på bestemte tider, måtte fiskemanden med høj og klar røst annoncere, at han var der. Det var normalt råbet ”sild er godt” eller ”Sillegot” som det lød, når kunderne skulle trækkes til. En gang var udvalget en stor tunfisk, og det gav opmærksomhed, da han med kniv udskar de røde ”bøffer”.

 

Een person havde især de mindre børn stor respekt for, det var klunseren ”Jens” der gennemsøgte skraldebøtterne for anvendelige ting f.eks. klude, ben, metal og brød, for blev han drillet, truede han med at putte børnene i sækken, og så var det med at komme væk. Det blev senere fortalt, at han trods sit lasede udseende havde en stor gård på Sjælland, og at han var meget rig.

I mange af gårdene var der opslag med ”musik og sang i gården forbudt”. Det afskrækkede dog ikke de mange musikanter, der underholdt med sentimentale sange, og til gengæld fik nogle skillinger pakket ind i papir smidt ud af vinduerne.

 

Jeg tror ikke, der var børnehaver eller vuggestuer i begyndelsen af 30’erne, vi hørte i hvert fald ikke om dem, men det har måske været kvarteret. Normalt var mødrene hjemmearbejdende og passede selv deres børn, og de større børn passede de mindre.

 

Som barn i en forretning var jeg bekendt med næsten alle i gaden. Vores nabo var svensker og skomager, for mig en gammel mand med overskæg, men han var rar, og jeg fik tit lov at se på, mens han reparerede sko. Han hed Lindkvist og havde to voksne sønner. Den tredje søn var omkommet i Rusland på en cykeltur jorden rundt. Han hed Polycarpius og hans grav blev fundet af prins Peter af Grækenland. Lindkvist havde mange svenske ord og udtaler i sit sprog, f.eks. kunne han ikke sige stjerne, men sagde ”sjerna” og når hans kammerater kom på besøg skulle de have skibsøl. Det sagdes at de satte smag og kraft på med husholdningssprit. Men denatureringen kan have været anderledes dengang. Jeg kan ikke huske noget om støjende adfærd når de var på besøg.

 

En af beboerne var spillelærer, hed Clausen og var tidligere ved regimentsmusikken i Rønne, og han var Bornholmer. På grund af gæld i forretningen skulle jeg så lære at spille violin. Det var ikke et hedt ønske, og jeg var bestemt ikke god til det, nok mest fordi jeg ikke øvede mig tilstrækkeligt, men jeg fik da lært noderne, og hvordan man burde sætte fingrene. Efter nogen tid slap jeg for spilletimerne, jeg er overbevist om til glæde for omgivelserne. Der var så lydt i ejendommen, at far om morgenen kunne høre på hosten, hvem der var ved at stå op. Han behøvede ikke noget vækkeur.

 

Der var ingeniøren og civilingeniøren og entreprenøren, som alle blev omtalt med titler måske fordi de alle hed Jensen. Den ”fineste” var civilingeniøren, der havde været med til at lave Langebro. Der var et par artister og en musiker, men ellers var det håndværkere og arbejdsfolk.

 

Skolerne lå tæt på Vesterbro, så ingen børn skulle have over et kvarters gang til skole. Klasserne blev delt efter 5 klasse, hvor de egnede gik videre i mellemskolen, og efter 4 år her evt. fortsatte til realklassen eller på gymnasium. De resterende fortsatte indtil 7. klasse. I 14 års alderen gjaldt det så for dem at få en læreplads indenfor et håndværk, men lykkedes det ikke straks så var vejen en plads som bud og senere arbejdsdreng på en fabrik. Arbejdsløsheden var også stor i den aldersklasse.

Da jeg skulle i mellemskolen var det nødvendigt at skifte skole, for der var kun grundskole på Enghave plads skole, men Enghavevej skole lå lige i nærheden. Og da jeg sluttede med realeksamen, var vi nået frem til 1941, og under krigen var det ikke let at få en læreplads, da mange af de attraktive firmaer, der havde afdelinger i udlandet, ventede med at antage lærlinge til tiderne så bedre ud, og de igen havde kontakt til deres udenlandske afdelinger. Københavns kommune antog det år kun 8 kontorlærlinge i alt, hvor det normale antal var over 200.

 

I begyndelsen af trediverne blev fader tilbudt arbejde som tømrer på et skibs-ophugger firma, og det var jo et godt og sikkert tilskud til fortjenesten fra forretningen, men det gav dem begge meget ekstraarbejde. Arbejdstiden hos P&A var 48 timer om ugen og arbejdet var hårdt og arbejdssikkerheden ringe. Der skete tit ulykker, ofte på grund af for mange øller.

 

Mor måtte nu på grønttorvet om morgenen og passe forretningen hele dagen, og fader måtte bringe brændsel ud efter normal arbejdstid. Så måtte de til gengæld have en hestevogn til at levere kul og koks. Og moder havde jo samtidig 3 børn at passe.

I 1934 måtte moder gennemgå en stor underlivs-operation på Rigshospitalet, hvor alene tiden efter operationen på hospitalet varede 6 uger. Det gav nogle omvæltninger i dagens arbejde. Fader startede dagen med indkøb på grønttorvet, som så senere blev bragt til forretningen. Derefter måtte han hjem for at sørge for at de to som skulle i skole blev gjort klar til, at medhjælperen i forretningen kunne overtage, og sende os af sted klokken otte. Medhjælperen var rullekonen i nr. 13, som passede butikken til jeg kom hjem fra skole kl. 13. Fra kl. 13 til kl. ca. 17 passede jeg så butikken til kort før fader kom hjem. Det kneb med at nå op i arbejdshøjde ved disken, så jeg stod på en kasse. Det har været en helt fantastisk velvilje kunderne har udvist, og jeg fik en stor erfaring i regning og vægt. Det kunne nok ikke være sket i vores supermarkeds tider. Hvordan 3 måneder er gået på denne måde, er ufatteligt for mig i dag, men dengang gjorde man det bare. Der var endda overskud til tit at tage på besøg på hospitalet. Da moder kom hjem, har det til gengæld for hende været nødvendigt at komme i gang med det samme, på trods af, at hun skulle på fedekur med masser af piskefløde, maltøl og lignende. Men det gik, og snart var dagene normale. Det betød, at min andel af arbejdet var at bringe bestilte varer ud. Det gav ret gode drikkepenge, men ikke til at solde for. De blev samlet til køb af sko, tøj osv.

Bestillingerne indgik på telefonen. Den havde Vester 1042 y, og var en halv telefon. Nummeret bestod desuden af to kvarte med bogstaverne x og v. Når en part talte måtte de andre to vente til vedkommende var færdig. I dag er det normalt med mindst én mobiltelefon.

Heller ikke støvsuger var hver mands eje. Vi havde udlejning af en Nilfisk, som blev bragt og efter brugen igen afhentet. Den blev med tiden noget bulet, men fungerede altid.

Radio

Vores radio var hjemmelavet 2-rørs og indbygget i en krydsfinerkasse. Den havde onkel Kis bygget. Den fik sin energi fra en akkumulator, der med jævne mellemrum skulle oplades hos en automekaniker. Et meget vigtigt led i modtagelsen af radio var antennen. Det var en kobbertråd, der blev hængt højt op mellem to huse, jo højere og længere des bedre. Når der var radioavis skulle der være stille i stuen, for der var ikke mange decibel på højtaleren, som var en meget lang tragt af finer eller karton med højtaleren i den ene ende. Ugens radio-højdepunkt var ”Familien Hansen” med deres genvordigheder, og da var der stille i stuen, og der blev grinet. Ingen ”Familien Hansen” blev sprunget over.

 

De moderne bekvemmeligheder i vores lejlighed var toilet i lejligheden, kakkelovn og gasapparater og gasovn, og naturligvis koldt vand i køkkenet. Morgentoilette var derfor mest koldt vand til hoved og hænder, og det føltes virkelig koldt, men om vinteren fik vi varmt vand fra kedlen på gasapparatet. Der eksisterede også stikkedler, der var beregnet til at stikkes ind i kakkelovnen, og udnytte varmen derfra. Om lørdagen gik far ned i kælderen, hvor der var fælles baderum for opgangene nr. 8 og 10. Der stod en meget stor kobberkedel, som blev opvarmet med kul, koks eller brænde, et stort badekar med løvefødder og en træbænk. Lyset var petroleumslampe. Det var nu ikke mange af beboerne i ejendommen, som benyttede det, De gik i den kommunale badeanstalt i Lyrskovgade. Det gjorde vi også da vi blev større. Her fik man udleveret en tot træuld, sæbe skulle man selv medbringe, men man kunne få hjælp med at vaske ryggen. Her var det brusebad. Efter brusebadet kunne man lade sig dyppe i et stort badekar med koldt vand.

 

Allerede fra 7-års alderen kunne vi komme med DSB gratis til feriestedet i sommerferien. Det foregik ved at søge om fribillet gennem skolen, og på et tidspunkt fik man så en stor mærkat til at have om halsen. Derpå stod navn og adresse på stationen samt tidspunkt for hen og tilbagerejse. Der var ingen voksne med toget så det var afgjort en stor opgave for togpersonalet at sørge for, at de mange tusinde børn fra 7-14 år kom i det rigtige tog de steder, hvor der skulle skiftes. Jeg skulle til Nybo Station ved Herning, og dertil gik ruten således: Fra København H kl. ca. 6 morgen til Kalundborg, med færge til Århus, derfra via Langå til Viborg, hvor der skulle skiftes til Herning. Vi var så fremme omkring kl. 17. Det gik godt alle gange på nær én, hvor jeg kom i forkert tog i Viborg og endte i Skive. Så måtte jeg med normal tog til Herning og var så fremme kl. 21. Men fra Skive blev der ringet til Nybo over DSB’s eget telefonnet, så de vidste, at alt var under kontrol. Jeg var noget flov over det, men jeg var kun 8 år.

Skolegang

I skolen startede man som 6-7årig, men det var kun få, der startede når de var 6 år. Der var ikke nogle børnehaveklasser. Vi begyndte kl. 8 med samling i skolegården klassevis. Hver med sin taske med bøger og madpakke og evt. en sodavandsflaske med mælk. Maden blev også spist i skolegården. Både sommer og vinter. Der var ingen udgang fra skolen i skoletiden, og piger og drenge havde hver sin skolegård, og man måtte ikke gå ind til hinanden. Klasserne var også opdelt i piger og drenge.

Skolebordene var pulte, dvs. bord og bænk ud i et, med plads til to børn. Der var ingen skramlen med stole.

På Enghave Plads’ skole var lærerne meget strikse med faget Dansk, især med udtalen, for man måtte ikke kunne høre, at vi kom fra Vesterbro, med de flade A’er og ”afsnubbede” endelser.

Undervisningen var meget autoritær. Uro i klassen blev omgående straffet med ørefigen eller en ”sveder”. Manglende hjemmearbejde kunne give ekstra eksamination i timen eller ekstra hjemmearbejde til næste gang. Men selvom alle ved en eller anden lejlighed var blevet straffet, var vi normalt glade for lærerne, vi havde jo fortjent det. Afstraffelse af børn i skole og hjem var helt normalt. Også når der blev brugt spanskrør, livrem eller som hos en af mine kammerater et sværd, ganske vist med den flade side. Og man skulle ikke komme hjem og beklage sig over en ørefigen, det kunne give ekstra straf hjemme. Vor klasse var utroligt heldige med klasselærer. Det var nemlig Holger Buchhave, og han var drengebogs forfatter. Han var en meget dygtig pædagog, og underviste både børn og voksne. Han var vellidt af alle, men vi havde stor respekt, der var aldrig problemer med uro i hans timer. Han læste sine bøger i manuskript og så konkurrerede vi om at finde på en titel. Der var afstemning om bedste titel, og præmie til de bedste, og særlig præmie, hvis titlen blev anvendt. Det skete nu ikke. Men opmærksomheden var stor, det var jo ikke kun historie.

Vi lærte noget i skolen, ca. halvdelen af klassen gik videre til mellemskolen og realklassen, af dem igen nogle til gymnasiet. De, der skulle fortsætte i den boglige linje, var meget kede af, at de skulle skifte skole, bl.a. fordi de så måtte tage afsked med Hr. Buchhave, men det viste sig, at han havde påtaget sig et andet job, nemlig som lærer på en af de nyoprettede arbejdsløsheds skoler, der blev oprettet i 30.erne for at undgå kriminalitet blandt de unge arbejdsløse, så ingen i klassen fik ham. I mellemskolen var der eksamen hvert år, før oprykningen til ny klasse.

Vi fik en anden klasselærer, der hed Kølle, medens Buchhave underviste andre steder. Han var også meget populær bl.a. for hans gode humør, også i undervisningen. Det var i 5. klasse. Kølle overtog vi så i mellemskolen og i 1. mellem kom vi med ham på feriekolonien Skansen ved Hundested i efterårsferien. Året var 1937. Vi kørte dertil på cykler af meget forskellig kvalitet og udseende. Nogle kørte på damecykel men det var kun få, der var af nyere årgang. Så det var 65 anstrengende kilometre, der blev tilbagelagt lørdag eftermiddag. Men det var en herlig ferie med masser af oplevelser. Det var koldt så der blev fyret i brændeovn og på komfur. Vi måtte naturligvis selv stå for indsamling af brænde, fyre op, gøre rent og vaske op, selv sørge for kold mad, mens en kogekone kom med den varme, sammen med den også populære slagter i hans varebil. Jeg havde fået en ny lyseblå sweater med rullekrave. Da det blev min tur til at vaske den store gryde, tænkte jeg ikke på at den kom fra et komfur, opvarmet med brænde. Den satte et flot aftryk af sod, da jeg støttede den på maven, Den var jo tung og jeg var lille.

Enkelte af drengene syntes, at natlegene ikke var så spændende, de kunne godt tænke sig noget skrappere. Det ville Kølle ikke, så i stedet fik vi historien om Skansen, der for flere år siden havde været en smuglerrede. Der boede kun nogen i hytten om sommeren så i den mørke tid var det let at snyde tolderne.

Den næstsidste aften så vi pludselig blinklys nede fra stranden, og der var også en stor skonnert med sorte sejl et stykke fra kysten, og så var fantasien jo i gang. ”Sognefogeden” ringede og bad om hjælp til at pågribe smuglerne. Der blev holdt krigsråd, hvor alle drengene blev fordelt på opgaven, der blev udført med stor alvor. Smuglerne blev dog ikke overgivet til politiet men deltog i natmaden. Dagen efter skulle vi hjem og mange havde fået ekstra bagage af flasker med ”sprit”. I Rørvig fik vi hver en avis, der omtalte begivenhed, men som forlorent, hvad vi absolut ikke var enige i. Der gik flere dage efter hjemkomsten før vi bøjede os for kendsgerningerne. Det var også flot iscenesat. Følgende fra avisen: En spøg med spritsmugling. Drengene troede det var alvor. En snes drenge fra hovedstaden har for tiden en uges efterårsferie i kolonien ”Skansen” ved Rørvig. Tiden skal gå med noget. Det er godt med lidt usædvanlige oplevelser. I forgårs fandt lærerne på at etablere et forlorent spritsmugleri, uden at drengene fik at vide, at det kun var leg.

Man havde nogle fiskere til hjælp. Om aftenen kl. 21 så man mystiske lanterner og lyssignaler på søen. ”Sognefogeden” ringede på telefonen og bad om bistand til at pågribe smuglerne. Der blev hurtigt udrykning til stranden. Virkelig lykkedes det at overrumple et par smuglere, som stod og baksede med ”spritdunke”. Drengene gik på med stort mod, og de tog så hårdt fat, at en af synderne - de havde jo gjort modstand - måtte bede for sig: Giv dog slip det gør ondt. De to mand blev væltet over ende og siden i triumftog ført til kolonien. Man blev dog enige om ikke at bringe dem i ulykke ved at overgive dem til politiet. Der blev sluttet et kompromis. Smuglerne fik endog kaffe og cigar og fik lov at gå. I går blev den lille portion ”sprit” der var erobret hældt i stranden. avisen 23-10-1937.

 

Foruden Kølle fik vi andre gode lærere. Og i forårs- og efterårsmånederne kom vi til at spille fodbold på fodboldklubben ”Frems" baner. En af klassekammeraterne var John Hansen, og han var svær at gøre tilpas, for hans far var landsholdsmålmand, og han forventede naturligvis, at vi spillede fodbold som han selv. Han måtte høre meget for, at han kun tænkte på fodbold, men han fik jo en fin levevej ud af det. Han blev solgt til Italiens Juventus, som en af de første professionelle.

Det var medens vi gik i 3. mellem at krigen startede, 1. september 1939, og det satte naturligvis mange tanker i gang, og da Danmark blev besat 9. april 1940, var stemningen på 0-punktet. Vores historielærer, A Falk, som havde skrevet bøger og artikler mod nazismen var overbevist om at han snart ville blive anholdt, så vi havde krigen på tæt hold. Der skete ham dog ikke noget. Efter nogen tid mærkede vi ikke meget til besættelse, men tyskundervisningen var ikke populær.

 

Foruden familiefesterne jul, nytår, fødselsdage og fars og mors bryllupsdag fejrede vi også 1. maj og grundlovsdagen med tur i skoven eller rettere i Søndermarken, og til pinse var vi til sammenskudsgilde i Pedersens kolonihave i begyndelsen i Kleis minde, siden i deres sommerhus i Avedøre strand. Huset havde far bygget af to kasserede sporvogne, der stod på grunden ved købet. Grunden lå tæt ved vandet og var formentlig med egen brønd, i hvert fald smagte kaffen af brakvand.

Familien Pedersen var den eneste familie i gaden og i kundekredsen, som far og mor kom privat sammen med. Far og Pedersen var arbejdskolleger far som tømrer og Pedersen som smed. De var også begge i socialdemokratisk vælgerforening. På trods af mange års venskab var på efternavn og Des undtagen de to mænd indbyrdes.

Valgdag

Valgdagen var en særlig dag, specielt for de to kvinder. Familierne mødtes til kaffe og wienerbrød om aftenen når resultaterne fra afstemningen kom i radioen. Der var gjort klar med nogle lag indpakningspapir så resultaterne kunne blive skrevet ned, og de blev naturligvis kommenteret kraftigt. Det var i perioden med Stauning eller Kaos, hvor socialdemokraterne havde gode valg, men de kunne ikke vente de par dage det tog at få det serveret i aviserne, så det kunne blive ud på de små timer, før de havde så mange tal, at de trygt kunne gå i seng. Men så havde de også haft en god aften.

 

Enkelte søndage var vi på traverbanen i Charlottenlund, hvor far spillede for ti kroner (5 løb a 2 kr.) plus indgangen for 2 voksne, børn var gratis. Jeg tror det både var stemningen og spændingen under løbene der trak.

En enkelt tur i Tivoli og på bakken blev det også til, men vi kunne godt køre i skoven, uden at komme på bakken. Turen til Klampenborg foregik i begyndelsen med sporvogn. Fra Enghavevej med linje 3 og skift på Trianglen til linje 14, der om sommeren var åben skovvogn, med kæder for siderne i stedet for døre. Senere, i 1935 kom S-togene fra Nørreport til Klampenborg. De var jo meget hurtigere.

 

En gang om året var der børnehjælps dag, hvor der blev samlet ind til fattige børn. Den dag blev der opstillet ”tivoli” på Enghave Plads. Der var karrusel, lykkehjul, gynger hvor vi selv leverede kraften, og Dødsdrom, hvor to motorcykler drønede rundt i en stor cylinder, op ad de lodrette vægge, og hvor tilskuerne stod øverst oppe og kunne både se og mærke det farlige cirkusnummer, for hele cylinderen gav sig. Der blev også arrangeret boksekamp med en bokser fra bokseklubben, og en udfordrer, der blev lovet præmie, hvis han kunne slå den anden ud. Jeg så det aldrig ske.

 

Det skete også at vi spiste på restaurant. Vi var især imponeret af en i frihavnen der hed Lumskebugten. Der fik vi noget der hed kabaret. Svarende til det i dag kendte store kolde bord. Og i vores øjne var det kæmpestort. Vi havde aldrig set så meget forskelligt mad på een gang. Til bordet hvor vi sad 5 personer, blev der yderligere stillet 3 borde, og alle blev fyldt med mad. Hele stege, store pølser, sildeanretninger, varme retter oste og meget mere, det var jo beregnet på at gøre indtryk på voksne, så øjnene var ved at trille ud af hovedet på 3 rollinger i 3-7 års alderen. Edel vovede heller ikke at begynde før far havde bedyret at han havde penge nok med til at betale det hele. Men så gik det også fint for hende. Sådan et madorgie skal jo ses i forhold til vores almindelige leverpostej og spegepølsemadder.

 

Maden havde ret faste traditioner. De første nye kartofler fik vi hvert år serveret med smørsovs og Matjes fileter. Langfredag fik vi kun æg, hårdkogte, blødkogte eller spejlede og om aftenen skidne æg. Dagen før bestilte hver mand hvor mange. Røgede sild fik vi når de røgede Bornholmere var fremme. Far var god til at lave mad, og det var altid ham, der stod for vintersupperne, oksekøds- hønsekødssuppe og gullasch, mens mor stod for hvidkålssuppe. Til fars fødselsdag fik vi sendt en hare af onkel Jens i Nybo, han var jæger. Når den kom i oktober måned blev den hængt op på brandstigen uden for køkkenvinduet hvor den skulle modne. Fisk var jævnligt på menuen og det var lige så tit far som mor der tilberedte dem. Vi var meget lidt kræsne, men far havde ting han ikke kunne tåle, f.eks. margarine som gav knopper og stegt lever, der altid blev serveret i sovs. Havregrød brød han sig ikke om, men gerne vandgrød. Børnene var ”allergiske” for frugtsuppe på blommer, men det stammede fra, at mor ikke altid kunne passe gryder og forretning samtidig, og så gik det ud over gryderne. Og blommer der er brændt på smager ikke godt.

 

I julen besøgte familien hinanden efter fastlagt skema.

Juleaften var vi os selv, 1. juledag var familien hos os i Krusågade. Da fik vi flæskesteg stegt i gasovnen og enkelte gange hos bageren. Til maden serveredes bajer, juleøl eller sodavand. Til desserten fik de voksne vin. 2. juledag blev holdt hos tante Karen og onkel Kis i Tjørnelunds alle i Valby. Der var middagen hamburgerryg med spinat. Drikkevarerne som hos os. Mellem jul og nytår holdt onkel Laurits og tante Agnes jul, som jeg bedst husker fra Krusågade. De flyttede senere til Ravnsborgsgade. Til gengæld husker jeg ikke hvad vi fik, selvom maden sikkert har været lige så forudbestemt. De havde ingen børn og var udearbejdende begge to, og børn følte sig ikke særlig velkomne, nok fordi alt havde fast plads, så børneunderholdning var en tennisbold til at trille med i entreen. Og støjende adfærd var heller ikke velset. Men vi fik i hvert fald noget med rødkål, som vi syntes var mærkelig, for den var lilla. Mor sagde færdigkøbt. Så også dengang har udearbejdende været stressede. Før onkel Eigil blev selvstændig boede de også i Krusågade i nr. 18,her var vi også til juletræ. Det var nok nytårsaften, for stuen var pyntet med guirlander under loftet foruden stort juletræ. Det gik galt et år, hvor juletræets lys tændte guirlanderne, så de stod i lys lue. Alle onkler måtte så rive gardinerne ned og trampe ilden ud, men ilden var faktisk slukket da brandbilerne kom. Efterfølgende nytårsaftener besøgte familien så onkel Eigil og tante Marta som havde købt bageri og konditori i Vendersgade. Her fik vi gåsesteg med samme sort drikkevarer. Og som dessert en dejlig lagkage. Alle menuer startede med risengrød med mandelgave, og der var også tradition for at gemme mandelen så længe i munden som muligt. En gang snød tante Karen os alle sammen, da var det den som ingen mandel havde, der fik gaven. Alle andre havde forsøgt at skjule sin.

 

Onkel Laurits var syg i meget lang tid. Han led af leddegigt som især gik ud over knæ og hænder. Han fik guldkure og en overgang ”doktor Rasmussens vekselbade”, der brugte meget varmt vand efterfulgt af meget koldt, for at sætte gang i blodomløbet. Han lå i perioder i pres for at tvinge leddene til at strække sig. Det har været utroligt smertefuldt, men han prøvede at holde humøret oppe og så optimistisk på behandlingerne så snart de ændrede en lille smule. De sidste år af sit liv blev han kørt i rullestol, og skulle have hjælp til alt. Han havde i årene før han blev syg arbejdet som arbejdsmand på ”Persil”, og han var overbevist om, at det var det giftige pulver han indåndede på fabrikken, der var årsag til kvalerne. Han døde i januar 1955 altså kun 57 år gammel.

 

Tandpleje var ikke noget alment fænomen i familien, det var dyrt og smertefuldt på den tid. Så mange startede i tidlig alder med forlorne tænder. Moder havde gebis i 40-års alderen og som 50-årig kunne fader selv trække sine tænder ud én af gangen. Han gav skørbug fra sin sejltid som årsag. Kunstige tænder havde ikke altid god pasform, f.eks. tog onkel Eigil tænderne ud når han skulle spise, så de blev kun brugt til at se pæn ud med. Tandbørstning var ikke et fast punkt, og tandpasta var kun pjat for at det skulle smage godt, og absolut ikke nødvendigt.

 

Halmtorvet var i begyndelsen af 30erne det rigtige navn til torvet, for her kom bønderne ind med halm og foder til byens heste, som var opstaldet i gaderne omkring. Her lå også kreaturslagteriet og desuden Vestre Gasværk. Gasværket sprang i luften i 1934, og det var et brag, der kunne høres og bagefter ses. Der var ikke mange hele ruder på Boulevarden og tilstødende gader. På den store tomt efter ulykken blev opført ”den hvide by”, Kødbyen, som var en delvis lukket bydel med slagtehaller og forretninger med udstyr til slagtere, og ved 14-tiden lukkede man, og derefter var området helt dødt.

 

I foråret 1941 var vi til eksamen og i juni måned sluttede vi stolte med beviset, og så var det tid at søge arbejde. Det naturlige for de fleste i klassen var at søge læreplads i kontor- eller butiksfag. Men på grund af krigen var arbejdsgiverne meget forsigtige med at binde sig med kontrakter i op til 4 år, selv om det jo var billig arbejdskraft. Også stat og kommuner var tilbageholdende. I Københavns kommune antog de i 1941 i alt 8 nye kontorelever. Det var i øvrigt attraktivt at få ansættelse i kommunen, der var jo alderspension til den tid. Jo, de unge mennesker tænkte langsigtet, godt hjulpet af forældrene.

Men man kunne jo ikke leve uden penge, så derfor måtte vi arbejde med det, der var at få, og det var for det meste som cykelbud, hvor budcentralerne repræsenterede det hårdeste men også det bedst lønnede. Jeg blev bud i en blomsterhandel. Der lærte jeg København og omegn at kende, især kirker og hospitaler var mine ”kunder”. Lønnen var kr. 20,00 pr. uge, og så gav det sommetider også en kop kaffe med wienerbrød. Men cyklen var gammel, tung og tit hos cykelsmed. Så da Harch’s Boghandel tilbød en bedre cykel og 22 kr. om ugen slog jeg straks til. Der var vi 5 bude, så der var mere system i arbejdet. Vi hentede bøger fra forlagene i ”kommissionsanstalten” og hentede bøgerne som antikvarboghandleren købte rundt om i byen. Og så bragte vi selvfølgelig bøger ud til kunder og andre boghandlere. Her arbejdede jeg til 1942, hvor jeg en kort periode var ansat hos et revisorfirma, men hvor arbejdet bestod af at sørge for frokost, kaffe, og opvask samt bygang.

Læreplads

Så fik jeg endelig en læreplads som kontorelev med en 4-årig kontrakt, der stadfæstede det hele. Det var firmaet Generator  i Borups Alle, som var en maskinfabrik under Nyborg Jernstøberi, hvis chef var Hans L. Larsen, som desuden var næstformand i Arbejdsgiverforeningen. Direktøren på Generator var hans søn civilingeniør Bent Werdelin Larsen som var en utrolig flink og venlig mand. Han havde den daglige ledelse, men da der jævnligt skulle økonomisk forstærkning til fra Nyborg Jern, havde fader en naturlig interesse i at følge med. Så han var flere gange om ugen på fabrikken, men uden eget kontor. Han overtog blot sønnen.

Fabrikken fremstillede elektromotorer, generatorer og modstands-svejsemaskiner. Da vi var meget afhængige af råvarer, stål og især kobber blev vi også afhængig af at arbejde for tyskerne og fabrikken blev 3 gange sprængt i luften. Til tyskerne blev bearbejdet ”Wiegentrog”, der var dele til kanonlavetter. Ved siden af fabrikken havde møbeltransport Danmark hestestalde, men inden sprængningen blev hestene trukket over Borupsalle, og ført ned i en kælder, så de ikke mærkede så meget.

Der var ansat 24 funktionærer, ingeniører og kontorpersonale og ca. 80 timelønnede faglærte og ufaglærte mænd og kvinder. De faglærte var maskinarbejdere og viklere. Der var skarpe skel mellem de tre grupper. Funktionærerne havde deres egen spisestue, de faglærte havde deres egne borde, hvor de ufaglærte ikke måtte sidde. Mødetiden i produktionen var kl. 7.00 – 16.00 med en halv time frokostpause, og hver anden lørdag til kl. 14.00. For lærlinge både kontor og håndværk var der fagskole hver anden dag fra kl. 17.00-20.00. Og for begge var der opgaver, der skulle løses hjemme. Jeg begyndte købmandsskolens hovedskole på Nørre Voldgade, men blev året efter flyttet til afdeling Enghavevej, hvor jeg igen fik Kølle som lærer. En af mine klassekammerater forsvandt pludseligt, hans efternavn var Schneider.

Lærlingelønnen var ikke høj. Maskinlærlinge startede man med 12 øre i timen året efter 15 øre og så 20 øre. Kontorlærlinges startløn var 55 kr. om måneden første halvår derefter 75 kr. og så 100.

En af maskinlærlingene var på egen kost og logi for 15 øre i timen. Han boede i et loftsrum og frokosten var daglig rugbrød med leverpostej så sparede han smørret. Det varme måltid fik han dog hos en onkel. Men det var barsk og det skete også, at en kollega hjalp med en ekstra klemme.

Min læretid begyndte med arkivering og alm. hjælp til assistenterne, men også afhentning af penge i Privatbanken på Nytorv, og rundt og kræve penge op hos kunder. Det foregik naturligvis pr. cykel. Lønninger til 80 mand var ret mange at køre gennem byen med, og da det var kontant udbetaling så det var beregnet, hvor mange af hver møntsort vi kunne ønske os. Det var sjældent vi kunne få dem, især var 2-kr. hurtigt udsolgt, og 1-ører kunne man ikke få i kobber, så det blev til frimærker.

Besættelsen mærkedes mest ved mangler i det daglige. Brød og øvrige madvarer var rationerede, margarine og kaffe fandtes ikke men så var der erstatninger. Tobak, også erstatninger, var ”bukkevarer” dvs. vi skulle bukke for tobakshandleren og han skulle bukke sig for at finde det frem. De var normalt ikke synlige. Hvis man kunne skaffe eftertragtede varer til normal pris kunne de give en god fortjeneste ved en byttehandel. Sortbørsen startede hurtigt i krigen, stederne var hurtigt kendt. Tit i ”folkekøkkener” kaffebarer og ved fagforeningernes stemplesteder. Rationeringsmærker havde stor omsætning. Forhandlerne og også køberne var altid klar til hurtig afgang, hvis der var politi i anmarch. De største steder var Suhmsgade, barakkerne ved Gl. kongevej og Tietgensgade. Husmødrene var meget solidariske. Hvis der var varer at få i Kødbyen eller Istedgade blev det straks meldt hjemme i gaden og der var altid nogle der også skulle prøve. Men der var ingen der sultede på grund af mangler, men måske på grund af pengemangel. Derimod var tøj virkelig mangelvarer specielt for familier med børn i voksealderen. Gammelt tøj blev vendt, syet om eller byttet med andet. Det nye var mest lavet af celluld eller andet kunststof, og det var der ingen varme i. Når vi så havde krigsvintre med minusgrader på 31 og indendørs temperatur på max. 18 grader var det nødvendigt med varmt tøj. Bude og andre udearbejdende brugte dagens avis indenfor skjorten, den isolerede for blæsten og slap mindre kropsvarme ud. Da tyskerne i 1942 led nederlag i Afrika og Rusland begyndte den danske modstand også at slå igennem med togsabotage og senere med sprængninger af fabrikker, der arbejdede for tyskerne. En af mine skolekammerater, der var kontorlærling i Nyborg Jern, var overbevist nazist, og ville til Hipo. For at undgå angiveri fortalte jeg, at man skulle være forsigtig. Hans L. Larsen forflyttede ham til afdelingen i Århus, så han kom væk fra sit miljø, men det hjalp ikke, kort efter meldte han sig til hipo-korpset. Han blev idømt 10 års fængsel i 1945. Modstanden var stigende mod folkestrejken i august 1943, da Regeringen opgav samarbejdslinien. Marinen sænkede skibene og soldaterne forsvarede kasernerne, som derefter blev nedlagt. Her blev fætter Steen såret af en håndgranat, da han var soldat på våbenarsenalet på Amager. Han lå længe på militærhospitalet med en knust hæl og granatsplinter i benet. Han fik aldrig fuld førlighed tilbage i den fod. Blandt de sårede soldater blev mange sabotørgrupper startet, og Steen blev behandlet af professor Chievitz ”under jorden”. Han deltog som sabotør den første gang Generator  blev saboteret. Han blev taget af Tyskerne i 1944 og kom via Vestre Fængsel og Frøslev Lejeren til Tyskland. Først til Neuengamme og senere til München Dacau. Han kom til Sverige med ”de hvide busser i 1945.

I begyndelsen af året fik Bjørn og jeg kontakt med en gruppe, hvor vi i en lejlighed i en baggård på Gasværksvej fik våbenundervisning. Vi skulle så indgå i en ventegruppe, der skulle være klar når det endelige opgør indtraf. Det blev først den 4. maj 1945.

 

Min læretid var afsluttet i februar 1946, men det sidste halve år havde jeg ansvaret for kalkulation og lønningsregnskabet for de ca. 8o timelønnede. Aflønningen foregik hver fredag, og inden skulle pengene hentes i Privatbanken på Nytorv. Problemet var her, at skillemønt var en mangelvare, men 1- 2- og 5-kroner vejede alligevel godt til, og totalbeløbet skulle eftertælles ved kassen inden man kørte.

Soldatertid

Jeg blev indkaldt som soldat i juni 1946. Vi blev andet hold efter krigen.

Jeg var oprindeligt taget til marinen, hvilket passede mig godt, men det blev til gardehusarerne i Næstved, til cykeleskadron. Der var nemlig hverken skibe eller biler nok. Det viste sig, at der heller ikke var cykler, så vi var i rekruttiden ”fodtusser”, og det var en sørgelig fysisk form vi stillede i, men det blev der rettet op på de første måneder. Vores arbejdsuniform var drejlstøj, og udgangsuniformen var den aflagte hverdagsuniform fra den svenske brigade. Senere fik vi en dansk udgangsuniform. Efter nogle måneder fik eskadronen nogle lastvogne, og vi fik til opgave at bevogte tyske internerede flygtninge på Masnedø fortet. Senere fik vi også kampvogne, og 5. eskadron, som jeg hørte til, skulle være opklaringseskadron.

Efter at have meldt mig tilbage fra infirmeriet efter en skade, jeg havde pådraget mig under en øvelse, blev jeg spurgt om jeg kunne engelsk. Det påstod jeg, og så blev jeg taget til oppasser for den engelske kaptajn, der skulle instruere regimentet i brug af panservogne. Det blev nogle lette måneder både i Næstved og hos dragonerne i Randers. Især behageligt i den strenge isvinter 1946/47, hvor vi næsten hver uge kørte til København, som var kaptajn Preston’s favorit by. En gang om måneden kørte vi til Kolding til englændernes ”Rescamp” der var englændernes forsynings lejr. Her hentede vi officerernes ration af cigaretter og spiritus. Kaptajnen havde en tysk folkevogn i militærudgave til sin rådighed. Det var normalt hans sergent der kørte. Og det gav en god øvelse i daglig brug af engelsk.

I Næstved var jeg talsmand for eskadronen, og skulle bl.a. kritisere maden. Her blev jeg ikke populær hos køkkensergenten og kokken, fordi jeg forlangte mere vand i de gule ærter. Men resultatet blev, at i stedet for som tidligere hvor soldaterne spiste wienerbrød på soldaterhjemmet, blev der nu totalt udsolgt når der var gule ærter på menukortet.

I Randers havde jeg set, hvordan kasernen lavede Pr. i aviser, med bl.a. kasernens forbrug af madvarer, der blev opkøbt hos byens handlende, men det kunne ikke lade sig gøre i Næstved, der var befolkningen mod al militær, Så man prøvede slet ikke.

En lille gruppe på 5 mand blev inviteret af Rotary foreningen til at fortælle om soldaterlivet, og som gengæld blev vi inviteret med til at få organisten fra Herlufsholm til at gennemgå Beethovens 5. symfoni. Det var meget spændende og gav en hel anden forståelse af musikken.

I hele min soldatertid fik jeg ca. halv løn fra min arbejdsplads, Generator , så jeg var en holden mand som soldat.

Selandia

Efter soldatertiden vendte jeg tilbage til Generator , i min gamle stilling, men var meget opsat på at se verden, som vi havde været lukket ude fra så længe. Lidt sømandsblod findes der nok i mine årer, så derfor søgte jeg til både ØK og Mærsk for at få et job som skriver. Rederiet Mærsk havde ingen skibe, som brugte kontorfolk, men ØK havde de hvide passagerskibe som sejlede til Østen eller til Amerikas vestkyst gennem Panama kanalen. Der blev jeg skrevet op til et job, når et skib blev ledigt. Men det krævede, at jeg skulle kunne tiltræde med kort varsel. Dvs. med 14 dage til 1 måneds varsel. Det accepterede de på Generator, og i slutningen af 1948 fik jeg hyre på forhyringskontoret på ØK i Store Strandstræde.

Det blev indledningen til nogle eventyrlige år. Alene den barske tone der blev anvendt når en matros eller smører skulle ansættes, var skrappe og meget direkte. En ansøger til jobbet skulle redegøre for tidligere tiders eskapader, og de var heller ikke lige egnede til et hvidt passagerskib i ØK, og det fik de at vide uden omsvøb. Hvis de blev kasseret forstod de det godt, og accepterede det tilsyneladende. Kontoret blev ledet af kaptajn List, og næstkommanderende var styrmand Petersen.

 

I juli 1949 fik jeg min første søfartsbog og den 27. juli fik jeg mit første skriver job, som var det samme som purser. Det var med kaptajn Borch som chef. Det blev MS Selandia , som var et flot skib, med fire master og uden skorsten, eller som kinesere sagde, ” four bambus and no futifut.” Selandia var bygget i Nakskov i 1938 og havde deltaget i krigen som engelsk troppetransport skib, men det bar det ikke spor af. Det var et kombineret fragt- og passagerskib, med plads til 76 1.klasses passagerer og 76 besætningsmedlemmer. Mit arbejde var primært at sørge for papirerne til toldvæsen og politi, dvs. have besætningens lister over toldpligtige varer og pas klar når skibet gik til kaj. Desuden havde jeg ansvaret for lønninger til hovmesterens personale: kokke, tjenere, kahytsjomfruer og vaskeri og barber. Derudover skulle jeg betjene passagererne med forsendelse af post arrangere sightseeing ture i land for både passagerer og personale, opkræve passagerernes køb af varer hos hovmesteren i de forskellige valutaer.

Af disse grunde var jeg underlagt kaptajnen, men arbejdede mest sammen med hovmesteren.

Hovmesteren, der var gift med forfatteren og kommunisten Hans Kirk’s søster, var en meget flink mand, men der skulle selvfølgelig være orden. Umiddelbart før vi afgik fra København mod Gøteborg fik jeg udleveret nogle søsygetabletter, men da jeg efter afgangen fra Gøteborg sagde, at jeg ikke behøvede flere og viste ham dem jeg havde fået, men ikke spist, blev han meget vred, for hvis jeg var blevet søsyg skulle han have ordnet pas og told, og det havde han ikke tid til. Men jeg fik ikke flere tabletter.

I Middlesbrough fik jeg af kaptajnen ordre til at afklare med politiet, hvorfor 2 besætningsmedlemmer var anholdt. De havde i fuldskab stjålet en bil og kørt rundt i den. De var sigtet for tyveri, kørsel i beruset tilstand, kørt med rationeret benzin, og kørt i højre side. De var meget spage. De sad i en gammel borgkælder, og det var koldt. Men kaptajnen havde bestemt, at de skulle mærke, at de havde dummet sig, så de skulle ikke frigives før umiddelbart før skibet skulle sejle. Det syntes politiet godt om. Der var ingen problemer med udskejelser fra disse to på resten af turen. I Middlesbrough fik jeg lov til at besøge min penneveninde og hendes familie, der boede lidt længere mod nord i Durham.

Turen til Bangkok tog 5-6 måneder, og vi anløb i alt 26 havne undervejs. Det var jo tæt på krigen, og byerne i alle landene bar spor af hårde kampe. Især London og Hamburg bar spor af de intensive bombardementer. London med store tomter, der kun kunne bruges til parkeringspladser og Hamburg, der manglede hele kvarterer. På grund af fragten var der altid tid til et kig i byen og lidt handel. I Hamburg var det kameraer, der blev købt for vores toldfrie cigaretter.

Fra Portsmouth tog de engelske passagerer på rundrejse til østen, så det var mennesker med midler. Men også amerikanere tog med fra England. Også personale, der skulle arbejde i plantagerne tog med herfra. Min tid som oppasser for den engelske kaptajn kom mig til gode nu. Det faldt snart naturligt at tale engelsk med både passagerer og myndigheder. Og med gode instruktioner af hovmesteren var der ingen problemer med at udfylde de forskellige papirer.

Fra England gik turen til Rotterdam og derefter Antwerpen. Begge disse byer var også mærkede af krigen.

Via Genova gik turen videre til Port Said ved indgangen til Suezkanalen. Her blev arrangeret tur til pyramiderne således at deltagerne startede i Port Said og kom ombord igen i Suez. Turen blev arrangeret telegrafisk, og der deltog både passagerer og besætningsmedlemmer. Gennem kanalen sejlede vi i konvoj, med nedsat fart for ikke at ødelægge anlæggene, og meget overvåget af myndighederne. Nu var vi også kommet til varmen. I perioder op til 39 C, så når regnskabsbøgerne skulle føres var det på broen hvor der var lidt vind, og med et håndklæde som underlag, så blækket ikke løb ud. Gennem Rødehavet kom vi ud i det indiske hav. Her blev skibet tit fulgt af springende delfiner og flyvefisk. Næste havn var Colombo på Ceylon, nu Sri Lanka. Også her var blev der arrangeret tur for passagerer og besætning. Rundtur i byen, besøg i den zoologiske have og opvisning af en slangetæmmer. Der var bekymrede miner, da slangetæmmeren satte sig ind i vores taxi med slangerne i en sæk på skødet. Han måtte nemlig ikke vise slangerne i byen, så vi måtte udenfor. Det var en stor oplevelse, specielt for overtjeneren, der sad ved siden af slangetæmmeren i bilen.

Fra Colombo gik turen til Penang, Port Swettenham og Singapore alle i Malaysia.

Derefter lang tid på havet til Saigon i Fransk Indokina, nu Ho Chi Min i Vietnam. Her blev vi beskyttet af franske soldater om bord, og det var forbudt og livsfarligt at færdes på dækket, på grund af partisanernes skyderier. Jeg var i på restaurant byen om aftenen med en ØK-mand. På restauranten mærkede vi intet til krigen. Der var optræden og dans. Men transporten til og fra gik stærkt i bil. Først da vi var ude af Menamfloden blev de franske soldater igen fjernet, og vi kunne igen stikke hovedet ud på dækket.

Så gik rejsen videre til Bangkok i Siam, nu Thailand. Det var også et dejligt langt stræk, og var endemålet på turen.

Da Bangkok ligger beskyttet bag en barre kunne vi ikke med fuld last sejle lige ind til byen, men måtte lægge til ved en lille ø, udenfor barren, for at losse noget af lasten over i pramme, som sejlede den ind medens vi blev lettere. Der boede vist kun én familie, med nogle børn som var helt fantastiske. De var i aldersklassen 6-10 år, og de opholdt sig næsten konstant i vandet. Lige meget med hovedet over og under vandet. De havde det herligt. Familien som vi besøgte havde også en Gibbon abe.

Efter at være lettet tilstrækkeligt kunne vi komme ind til Bangkok, men det gik ikke helt efter sølovene, for skibet havde for meget fart på, og pløjede sig gennem bolværket på ca. 10 meter. Det var vores første uheld på turen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Huskerier. 1

Forretning. 1

Ejendommen. 3

Radio. 5

Skolegang. 6

Valgdag. 8

Læreplads. 10

Soldatertid. 11

Selandia. 12